Ava’s historie

Symptomer

Dissociative anfald

Lammelse

Vaginisme (smertefulde sammentrækninger af musklerne i skedevæggen)

Forstoppelse

Sløret tale/rystelser

Interaktioner med sundhedsvæsenet

Det var tydeligt for mig i løbet af denne periode, at:

1. a) min sygehistorie blev mere og mere vanskelig at beskrive
2. b) Jeg var blevet stemplet som “besværlig”. Det virkede som et problem for lægerne, hvis jeg bare svarede igen eller stillede spørgsmål.

Jeg havde en A4-punktliste med mine symptomer, mine kirurgiske indgreb og min medicin. De fleste læger fejede den til side og behandlede mig som en “hysteriker”, der kun kunne finde på at lave en så omfattende liste. Jeg følte mig nedladende behandlet. Fordi jeg kæmpede for at finde nogen, der kunne give mig en fyldestgørende forklaring, gik jeg til mange forskellige læger.

Jeg kan nu tydeligt se, at jeg havde lidt iatrogen skade (fejlbehandling) – jeg havde flere ortopædiske og gynækologiske operationer, som ikke var nødvendige, selv min hofte blev udskiftet til ingen nytte. Jeg fik at vide af to læger i London (dem fra private, smarte klinikker), at jeg skulle gå hjem og tage smertestillende medicin, indtil jeg døde. Den aften blev jeg smidt ud af klinikken og faldt ned på fortovet, dækket af den kraftige regn. Jeg ønskede at dø.

Lad os vende tilbage til “listen”. Jeg følte, at min krop, hvert system, hvert organ, kæmpede på alle fronter. Jeg havde de afgrundsdybe anfald og timelange lammelser, jeg havde vaginisme, som forhindrede mig i at have sex i årevis, jeg havde en mave som en 9-måneders gravid tvillingemor, der kunne gå to-tre uger uden toiletbesøg, tilsyneladende ville der aldrig være en løsning på et fordøjelsessystem, der nægtede at samarbejde, rastløse ben, sløringen, rystelserne, der gjorde det umuligt at skrive, you name it …