Den forudsigelige hjerne.

Oplevelsens ‘kanaliserede’ karakter

Som mennesker lærer vi verden at kende gennem mange filtre og strukturer.

De spænder fra den biologiske form af vores sanseorganer til normerne i den kultur, vi lever i.

Dertil kommer, at vores reaktioner på verden omkring os, som engang var friske og spontane, efterhånden sidder fast i vanens kanaler. Disse kanaler bliver dybere gennem mange års gentagelser.

En nyttig metafor er et bjerglandskab, der er gennemskåret af floder: I starten kan vandet flyde i mange retninger, men efterhånden som dalene og flodlejerne bliver dybere, bliver strømmen begrænset.

På samme måde skaber gentagne oplevelser dybe “kanaler” i hjernens nervebaner.

Den kanaliserede oplevelse kommer så til at føles som den eneste mulige virkelighed, da kanalernes begrænsninger former vores handlinger, tanker og selvopfattelse.

Symptomer som forudsigelser

Denne kanalisering af erfaring strækker sig til symptomer.

Når et nyt sensorisk signal ankommer til hjernen fra kroppen, kanaliseres det gennem de neurale baner, der allerede er sat op.

Hvis tidligere oplevelser har indlejret symptomer i vores nervebaner, kan hjernen fortsætte med at generere dem – selv når selve kroppen har ændret sig.

Hjernen er magtfuld, når det gælder om at forme vores oplevelser. Så længe hjernen forudsiger tilstedeværelsen af et symptom, vil vi sandsynligvis blive ved med at opleve det.

Hvorfor dybe kanaler dannes

Det er selvfølgelig altid muligt, at der dannes nye nervebaner, som vores erfaringer kan flyde langs.

Men det vil ikke nødvendigvis ske. Hvis indkommende sanseinformation er svag eller tvetydig, kan hjernen undlade at omdirigere sine nervebaner og foretrækker forudsigeligheden i de kendte kanaler.

Det betyder, at vi kan fortsætte med at have symptomer på autopilot i årevis. Jo længere tid symptomoplevelsen står uimodsagt, jo dybere bliver den indlejret i vores hjernes indlæringssystem.

Det er en udfordring at studere problemer relateret til denne form for subtil hjernebehandling i realtid. Men forskning tyder på, at vanskeligheder med at opdatere disse forventninger kan ligge til grund for nogle funktionelle somatiske symptomer.

I sådanne tilfælde er oplevelsen af at have et symptom måske ikke forbundet med det, der rent faktisk sker i kroppen i det øjeblik.

Med andre ord vedvarende symptomer, som ikke længere stemmer overens med den nuværende virkelighed.
Klik her for at se en forenklet skematisk fremstilling af prædiktiv behandling af sanseinformation.

Opdatering af forudsigelser

Hjernen er nødt til at lægge mærke til, når ny indkommende information ikke stemmer overens med dens forudsigelser. En vis grad af “støj” overses. Men når hjernen er sikker på, at der er en uoverensstemmelse, vil den opdatere sine neurale netværk gennem neuroplasticitet.

Men neuroplasticitet er energikrævende, så hjernen opdaterer kun sine modeller, når den vurderer, at det virkelig er nødvendigt. Den bruger sandsynlighedsmatematik til at afgøre, om den er mere sikker på, at den nye information er korrekt, eller om den er mere sikker på at stole på sin tidligere etablerede model.

Det kan sammenlignes med, hvordan vi opdaterer vores indre modeller, der danner overbevisninger (lærer).

Forestil dig, at du plejer at få hovedpine næsten hver dag, men at du på det seneste har oplevet flere dage i træk uden hovedpine.

Du begynder at tro, at din hovedpine endelig er ved at blive bedre.

Hvis du får en mild hovedpine, vil du måske afvise den som en undtagelse i stedet for at ændre din overbevisning. Men hvis du fortsætter med at gå længere tid med færre eller ingen hovedpiner, vokser din tillid til, at tingene virkelig bliver bedre.

Hvor mange dage uden hovedpine skal der til, før du opdaterer din forudsigelse om, at du sandsynligvis vil få hovedpine i morgen?

Svaret på dette varierer fra person til person. Nogle mennesker holder meget fast i deres gamle overbevisninger. Andre er hurtigere til at lade nye oplysninger opdatere deres forudsigelser.