Terences historie

Symptomer

Træthed

Hjertebanken, svimmelhed

Variabel, men vedvarende hæs hals og hoste

Hedeture, influenzalignende symptomer

Sådan udviklede symptomerne sig

Jeg fik Covid første gang juleaften 2021. De første par dage var det ikke slemt, men i ugerne efter oplevede jeg hjertebanken. Om sommeren var det aftaget, og selvom jeg ikke var tilbage i 100% form, havde jeg det godt nok.

I slutningen af september 2022 fik jeg influenza.  Der var ikke noget usædvanligt ved det.  Men efter et par uger havde jeg stadig hoste.  Faktisk fortsatte hosten sammen med anfald af træthed, hedeture, hæs hals og hjertebanken i de næste 5 måneder. Nogle dage følte jeg, at jeg var i bedring, men så dukkede symptomerne op igen.

Før mine symptomer dukkede op, dyrkede jeg hård kampsport op til 8 gange om ugen.  Jeg dyrkede yoga dagligt og underviste også i det.  Efter min influenza tvang jeg mig selv til at fortsætte, hvilket jeg senere fandt ud af var en fejl. Jeg var nødt til at reducere min træning.

I februar begyndte den mentale stress fra disse symptomer virkelig at tage hårdt på mig.  På dette tidspunkt havde jeg været på hospitalet flere gange for at få tjekket mit hjerte og mine lunger.  Jeg havde aldrig haft hjerte- eller lungeproblemer i mit liv.  Lægernes konklusion var altid den samme: Jeg var helt rask, og de kunne ikke forklare mine symptomer.

 På dette tidspunkt begyndte jeg at spekulere på, om jeg havde en livslang sygdom.  Min praktiserende læge gjorde hvad han kunne, men kunne ikke tilbyde en løsning.

Hvad har hjulpet? En ny forståelse

Fordi jeg blev ved med at få symptomer, der lignede en infektion, antog jeg først, at mit immunsystem på en eller anden måde var svækket.

Jeg har døjet med rygsmerter i mange år, og i min yogapraksis har jeg set på sammenhængen mellem rygsmerter og følelsesmæssige ubalancer. Jeg spekulerede derfor på, om der kunne være en forbindelse mellem denne slags immunsymptomer og følelser.  Jeg skrev til en veninde, som er læge, og spurgte hende, hvad hun tænkte.

Hun skrev tilbage, at der helt sikkert var en sammenhæng og fortalte mig om immunsystemet, der “sidder fast”.  Hun gav også andre vigtige oplysninger; at lade kroppen vide, at sygdommen var forbi, og at den var klar til at være rask igen.

I løbet af de næste par måneder udforskede jeg dette i min yogapraksis og researchede online.  Det så ud til, at andre også var nået frem til lignende konklusioner om, at immunsystemet kan ‘sidde fast’.  Sunde atleter, der ikke tidligere havde været syge, havde fået infektioner og oplevede symptomer længe efter, at virussen angiveligt var væk.

I stedet for at immunforsvaret var svækket, kunne det derfor godt være det modsatte.  Mit
immunsystem var faktisk stærkt, men det havde ikke slukket, da der ikke længere var brug for det.

Så i stedet for at arbejde på at styrke mit immunforsvar, arbejdede jeg nu på at få kroppen til at slappe af, så den kunne gøre sit arbejde.

Meget hurtigt bemærkede jeg en forbedring af mine symptomer.

Men jeg var ikke ude af det endnu. Omkring begyndelsen af marts fik jeg endnu en alvorlig forkølelse.  På dette tidspunkt stoppede jeg med al kampsport, og jeg kæmpede for at undervise.

Min frygt var, at dette ville være starten på endnu en 5 måneders periode med symptomer.  Men jeg bemærkede, at mine symptomer var som ved en almindelig forkølelse, og at de var anderledes end de langvarige symptomer, jeg havde haft tidligere.

Jeg så det som en mulighed for immunsystemet til at nulstille sig selv.

Det, der hjalp: at have en beroligende samtale med kroppen

Ved hjælp af min egen erfaring med yoga og meditation arbejdede jeg på at frigøre fastlåste følelsesmæssige mønstre og stressreaktioner, som kunne bidrage til, at mit immunsystem sad fast i kamp- eller flugttilstand.

Jeg sagde til mig selv, at der ikke var nogen mystisk sygdom. Jeg så ikke mine symptomer som en sygdom i kroppen, men som immunsystemet, der forsøgte at arbejde med sygdom, der faktisk ikke var der. Jeg opmuntrede mit immunsystem til at falde til ro, til at slappe af.

Hvad der har hjulpet: At arbejde med mentale mønstre i pacing

I begyndelsen af april følte jeg mig 70% rask og frisk nok til at begynde at træne kampsport igen.  Jeg var tæt på mit normale helbred og havde ofte min normale energy igen.  Men overanstrengelse kan stadig forårsage tilbagefald af symptomer, og det har været vigtig for mig at at sætte et håndterbart tempo.

Det kan være meget frustrerende, da atleter er vant til at have et robust helbred og presse sig selv til det yderste.

Så den vigtigste opdagelse for mig har været at arbejde på en ny måde at træne på, hvor jeg tager højde for, at symptomernes kan vise sig igen og vide, hvordan man håndterer de mentale mønstre (frustration, fortvivlelse), der følger med symptomerne.

Hvad der har hjulpet: Blid motion.

Som nævnt har et overskueligt tempo været meget vigtigt for at komme sig.  Hvis vi har en knæskade, kan vi efter en indledende restitutionsperiode træne, men med forsigtighed. Det er vigtigt at vide, hvordan og hvornår man skal træne, og jeg har prøvet mig frem med at bruge træning til at komme mig.

Som nævnt har jeg brugt yoga og meditation til at frigøre stressmønstre, som kan have bidraget til, at mit immunsystem var gået i stå, og også til at frigøre den fysiske og mentale stress, som selve symptomerne forårsagede.

At fortsætte med at dyrke kampsport, når jeg kan, har også hjulpet meget. Det har været langt bedre at komme ud og lave en blid session end at blive hjemme og gå helt glip af træningen.  Det sociale aspekt af træningen har også været meget nyttigt.

Hvad har hjulpet: at se mulighederne for at vokse i sygdom

Der har været en lektie i denne sygdom ikke at tage et godt helbred for givet.  Jeg er begyndt at udforske mentale mønstre, som kan have bidraget til, at immunforsvaret er gået i stå.

For eksempel har jeg observeret, at en intens stressreaktion kan udløse et symptom.  Læren her har været at lære nye måder at reducere kroppens reaktion på hverdagens stress.

Hvad der har hjulpet: At forvente og håndtere tilbageslag

Bedringen er sket over en lang periode (1,5 år) og med perioder med næsten perfekt helbred, efterfulgt af et symptom, der dukker op igen. Det har været vigtigt at acceptere, at selvom jeg har det bedre i dag, kan jeg få det lidt værre senere. Et symptom, der vender tilbage, kan give en stressreaktion, som potentielt kan intensivere og forlænge symptomet.

Men hvis jeg følger mine fremskridt over tid, er det faktisk gået støt fremad.  Det har været vigtigt at se på det større billede, når man kommer sig, i modsætning til dagsformen, som jeg er vant til at se på, når jeg kommer mig efter en almindelig sygdom som influenza.

Hvor jeg i starten var i panik og forvirret over symptomerne, er jeg nu sikker på, at det går over, og at jeg får det bedre.